En skriveblokering eller nu.. mangel på samme

Jeg har altid været glad for at formulere mig, både skriftligt og ikke mindst mundtligt, og har øvet mig i mange år. Pludselig oplever jeg for en tid, at alt det mit hoved rummer af spændende overvejelser og reflektioner, ikke kan komme ned på papiret gennem tasteturet. En meget mærkelig oplevelse!

Jeg bliver folketingskandidat for Kristendemokraterne i marts måned dette år, og har nu mere end nogensinde brug for at fare i blækhuset. Og pludselig oplever jeg denne situation af ikke at "kunne skrive". Intet fungerer. Bogstaverne vil godt samle sig, men sammensætningen af ordene giver ingen mening. Ordene stiller sig i kø på de mest klodsede måder, og råber efter godt lederskab. Men forvirringen fortsætter. Selvom de næste mange uger bliver brugt til at afprøve skriveprocessen igen og igen, sker der intet godt.

Nu står valget for døren, og jeg skal skrive. Folk må jo tro, at jeg ikke mener noget om nogen ting, og hvem vil stemme på en politikere som ikke mener noget?
Og pludselig kan jeg skrive....i dag kan jeg mærke forskellen...jeg kan skrive...det virker helt uvirkeligt...Hvorfor i dag og ikke i går og dagen før?

Det er svært at sige. Men her til morgen sendte Carsten og jeg vores yngste søn, Kristian til Oregon i et år. Han blev færdig med 9. klasse denne sommer, og skal på High School. Det er jo selvfølgelig meget mærkeligt at sende sine børn væk fra hjemmet, og så den yngste. Men Kristian er så klar til at opleve en anden verden, og vi vil ikke holde ham tilbage. Og midt i denne mærkelige virkelighed med, at han ikke vil være i huset her sammen med os andre fire, og midt i denne lidt tomme fornemmelse, begynder jeg at reflektere over livet.

Der vælder en kæmpe taknemlighed frem indefra. En glæde over alt det vi har oplevet sammen som familie, en stor taknemlighed for at have børn, som ikke er bange for at udfordre livet, og som er fuldstændig trygge ved nye situationer, nye mennesker, nye udfordringer. En glæde over, at vi som forældre har kunne give en tryg base herhjemme, så alle tre drenge trives ved livet. En taknemlighed til Gud for livet som er svær at beskrive.

Denne refleksion og taknemlighed må have fjernet min skriveblokering, for lige nu synes jeg, at jeg har alt at fortælle.
Og jeg kan se nu, at forårets mange udfordringer med beslutningen om at lukke "min egen" skole, med alle de mange udfordringer det gav, havde skabt en tilstand af overlevelse og pres. Livet blev noget komplekst og udfordrende, og lige så stille blev refleksionen skudt i baggrunden og tiden til at opleve taknemlighed var ikke tilstede.

Tak Kristian fordi du havde mod til at rejse hjemmefra, og endda langt væk, så du efterlod en mor i en noget mærkelig situation, og dermed fik fremprovokeret en tilstand af refleksion, og stor taknemlighed.

Og nu venter tasteturet så på at blive rødglødende. Wow....go Ingrid

Tilbage efter lang tids pause

Jeg har ikke brugt min blog ret meget de sidste måneder. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjertet, men mere fordi jeg ikke har haft tid til at skrive og reflektere samtidig.
Meget er sket siden sidst. Sidst men ikke mindst er jeg blevet opstillet til Folketinget for KD i Fredensborg og Helsingør kredsen. Det er jeg rigtig glad for,
og det fylder selvfølgelig meget lige nu. Følg med her på siden, når jeg dagligt reflekterer over mit nye liv.
Mine indlæg vil være både af personlig og politisk art, da jeg har meget svært ved at skille de to sfærer ad.

Helvede, fanden eller bare .......pæne ord istedet.

Jeg havde en noget oprivende oplevelse i går aftes, som jeg lige må dele på min blog. Meget modstræbende havde jeg sagt ja til at deltage i Jonathans projekt omkring skabelsen af en fiktionsfilm. Teamet havde skrevet et manuskript til anledningen og manglede lige moderen i historien. I aftes indspillede vi så de scener, hvor jeg skulle være med. Indspillingerne foregik herhjemme i vores hus.
Det gik også som planlagt. Jeg havde ikke nået at læse tingene igennem men opdagede, at faderen på et tidspunkt skulle bande. Han skulle råbe ret højt: " Hvad helvede......." Da vi optog denne scene,endda flere gange,var det som om en kniv skar indeni mig. Jeg mærkede klart, hvordan det gjorde ondt at høre ord som helvede og kraftedme blive talt højt i vores hus. Men jeg mærkede også, hvordan disse ord bragte mørke med sig. Og jeg blev mindet om, hvor lidt vi danskere vogter vores liv imod forbandelsen.
Ikke et ondt ord om dette projekt eller mine medskuespillere. Dette er bare et udtryk for danskhed. Når man ser bort fra de voldsomme replikker, har disse folk gjort et seriøst stykke arbejde og er venlige og seriøst arbejdende folk. Min pointe har ikke noget med fiktionsfilmen at gøre. Oplevelsen er kun et udtryk for almindelige daglige situationer, som de fleste mennesker befinder sig i til hverdag.

Hvis man slår ordet "Helvede" op i nudansk ordbog får man definitionen: ordet består af to dele. Den sidste del kommer af ordet "visti" og betyder "straf". Altså betyder ordet "straffen i hel"- ( pinestedet or de ugudelige).
Det er altså meget almindeligt, at vi som danskere kaster om os med ønsket om at vi selv, eller andre, må blive straffet i Hel (altså pint). Hvor positivt er dette for os selv eller for vore omgivelser? Eller når man beder kræften om at æde sig (kraftedeme). Eller når man nævener fanden som en almindelighed.
Hvordan kan vi mennesker opleve glæde og fred, når vi kaster om os med forbandelser og eder? Det kan ikke lade sig gøre. Fanden har aldrig været lig med glæde og fred, men er selve indbegrebet af det onde.

I vores familie minder vi hinanden om, at ord skaber død men i høj grad også kan skabe liv. Derfor passer vi på vores sprog.

Jeg er ikke i tvilv om, at hvis vi kunne få renset vores sprog for eder og forbandelse, ville det danske folk komme til at trives på en helt ny måde. Prøv det selv af i en periode. Jeg garanterer for at en forandring til det bedre vil finde sted.

Godt at Christen Kold ikke skulle opleve dette.

Som friskolegrundlægger, er jeg rystet i min grundvold over undervisningsministerens forhastede lovforslag med nye elevtalskrav for friskolerne. Lovforslaget er blevet stærkt kritiseret fra alle friskoleforeningerne, fordi det er en alvorlig stramning af elevtalskravet og dermed truer det 30-40 friskoler på deres eksistens. Behandlingen af lovforslaget skal også skydes igennem med raketfart. 1. behandlingen skal foregå i folketingssalen på torsdag, og allerede 23.3. skal 3. behandlingen gennemføres.
Baggrunden for dette lovforslag handler i høj grad om, hvorvidt man kan oparbejde et tilstrækkeligt fagligt/pædagogisk miljø på mindre skoler. Det mener ministeren ikke, og derfor skal det være naturligt for staten at lukke for statstilskuddet til disse mindre skoler. Og det skal gerne ske i en fart.

Jeg er ganske rystet. Jeg har selv grundlagt en kristen friskole for 7 år siden, som i dag har 66 elever fra 0-9 klasse. Og hvis vi mister elever de næste måneder, er vi i fare for at skulle lukke, hvis dette forslag bliver vedtaget.
Jeg grundlagde ikke skolen, fordi jeg havde et behov for at have en platform at prædike ud fra. Men jeg ønskede blandt andet at få ro på indlæringsmiljøet ved at have et klart defineret værdisæt som fundament, et værdisæt som ikke konstant skulle diskuteres, men som forældre kunne vælge til ved at melde deres barn ind på skolen. Værdier som vores danske kultur er bygget op omkring, og som jeg mener, er meget vigtige byggesten i et barns liv.

Jeg kunne aldrig finde på at hævde, at Musketerskolen er den bedste for alle børn. Børn er meget forskellige og har brug for forskellige udfordringer, på samme måde som deres forældre har forskellige behov. Men nogle børn er blevet taget ud af en meget barsk skolevirkelighed, er blevet sat på Musketerskolen og er faldet fuldstændigt til ro. Som en lille skole med et kristent menneskesyn har vi nogle fantastiske muligheder for at skabe et læringsmiljø med et unikt menneskeligt overskud. Dermed kan vi byde ind med byggesten i et barns læringsliv, som er helt unikke, og som kommer til at danne et solidt grundlag for fremtidige udfordringer.

Faglighed og pædagogisk udvikling er meget vigtige ingredienser i en skoles dagligdag. Og små skoler arbejder meget ihærdigt med disse aspekter, netop fordi det er et spørgsmål om eksistensberettigelse. Hvis en fri skole skal være levedygtig, skal den selvfølgelig kunne leve op til de krav som almindeligvis kræves af undervisningsministeriet.

Men indlæring kræver meget mere end gode pædagogiske tiltag. Den menneskelige atmosfære er en meget vigtig brik i et barns læringspotentiale. Og her har en mindre skole en helt unik mulighed for at skabe en behagelig kultur blandt medarbejdere og elever. Her er man tæt på hinanden og kan hurtigt opfatte problemer, som kræver løsninger. Ligeledes kan den gode stemning hurtigt brede sig til alle hjørner af læringsmiljøet. Og begrebet ”behageligt læringsmiljø” er der brug for i de danske skolemiljøer, mere end nogensinde før.
Som læreruddannet fra N. Zahles seminarium kender jeg til mange slags undervisningsmiljøer. Og det mest slående i en tid som denne er den meget rå tone som hersker i skoleverdenen i Danmark. Ikke mindst blandt eleverne, men så sandelig også blandt lærerne. Her bliver man hurtigt et offer for drillerier, hvis man fastholder gode værdier i sit liv; såsom retten til at være sig selv, se ud som man har lyst til og mene hvad man vil. Det som i virkeligheden er en menneskeret, bliver gjort til mærkeligt og utjekket. Mange børn i dag kan ikke lære optimalt, fordi de ikke trives menneskeligt. Her handler det pludselig ikke længere om moderne gode pædagogiske tiltag, men om en basal menneskelig opmærksomhed, som er nødvendig for at skabe de bedste læringsbetingelser.

Mindre skoler har utrolig meget at byde på i 2010.
Generelt kan vores samfund ikke undvære mindre enheder, hvor der er overskuelighed og nærhed.
Yderligere skal man huske på, at ingen lille skole har som mål at forblive lille. Det er klart. Men det kan tage tid at vokse sig større. Og det er sandelig ikke dårligt at gøre det i et behageligt tempo. Herved forøges chancen for at fundamentet forbliver helt, også når eleverne så en dag ”vælter ind ad døren”.

Med dette lovforslag fjerner undervisningsministeren mulighederne for at gode sunde små skoler kan få tid til at vokse sig større. Han kommer til at lukke velfungerende skoler med et enormt potentiale. Han fjerner muligheden for at starte nye private skoler, som måtte ønske at arbejde med andre pædagogiske læringsmiljøer, end hvad der lige findes i lokalområdet. Og ikke mindst fjerner han forældres ret til at vælge mindre private skoler, hvis de måtte ønske dette for deres børn. Jeg er rystet.


Ingrid F. Wredstrøm
Visionsbærer
Musketerskolen
Salpetermosevej 35 C
3400 Hillerød
Tlf.:21488068
ingrid@musketerskolen.dk

»En fri grundskole skal, jf. dog § 41, den 5. september i skoleåret med de begrænsninger, der følger af stk. 2, have mindst
1) ni elever i alt på børnehaveklassetrin og 1. og 2. klassetrin,
2) ni elever i alt på 3.-5. klassetrin og
3) seks elever i alt på 6. og 7. klassetrin.
I lovforslaget indgår der, at mangler der blot én enkel elev på én enkel dag, nemlig 5. september, i ét af de 3 klasseintervaller, bortfalder skolens ret til at eksistere, uden mulighed for efterfølgende at rette op på forholdet. Dette betyder, at man introducerer en betydelig usikkerhed i de mindre skoler, hvor års slid blandt lærere, forældre og elever med et slag er spildt. Dette er en meget hård lovgivning. Desuden vanskeliggøres muligheden for at opnå byggelån hos banker og andre investorer, som vil blive betydelig mere tilbageholdende med at yde lån til byggeri. Altså bliver det næsten en umulig opgave at opbygge en nyere skole gradvist.

Et tidligere indlæg i et kristent tidsskrift "Unikum"

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Chr. Rickhardt 1867 ( uddrag af salmen ”Altid frejdig når du går”)

________________________________________
Det hele startede i Grækenland for snart ti år siden. Min mand Carsten blev tilbudt en udstationering for ingeniørfirmaet Carl Bro. Hele familien flyttede til det vidunderlige klima i tre år. Vi havde tre yngre drenge, som alle fik deres dagligdag på den britiske internationale skole. Jeg fik pludselig tid til at tænke videre i mit liv. Jeg havde taget min læreruddannelse på N. Zahles seminarium i København, men var ikke specielt sikker på, at min fremtid ville blive som lærer. Alligevel blev jeg involveret i undervisning i Athen, både som dansklærer for danske børn i internationale skoler, og som musiklærer på mine drenges skole. Men jeg var stadig ikke sikker på, at undervisning var vejen for mig. Jeg ville noget andet med mit liv.
På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg måtte involvere Gud i mine spekulationer. Faktisk havde jeg brug for, at Han viste mig, hvad jeg skulle kaste mig over, når vi skulle tilbage til Danmark. En morgen mens jeg stod og strøg, talte Gud til mig. Han viste mig, at jeg en dag ville starte en skole i Danmark. Jeg blev meget stille og bestemte, at selvom jeg ikke havde lyst til at springe højt af glæde, ville jeg gemme disse ord indeni. Jeg var klar over, at dette måtte vokse inden i mig. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at starte skole op, og kunne slet ikke se noget sjovt ved projektet.
Jeg delte Guds tale med meget få mennesker og vidste bare, at jeg måtte se tiden an.
Vi rejste tilbage til Danmark tre år senere. Jeg startede som lærer i det danske skolesystem og måtte igennem en lang svær tid. Jeg oplevede frustrationen over lærernes manglende fælles værdigrundlag i dagligdagen, over lærerkulturens manglende erfaringsudveksling, over urolige børn og krævende forældre. Jeg elskede samværet med børnene og ville gå meget langt for at gøre en forskel i deres liv, men det var svært at holde modet oppe. Men indeni bar jeg Guds tale, og jeg måtte blive i skolesporet for at være tro mod det kald, jeg havde fået.
Jeg involverede mig i politik og blev valgt til byrådet. Jeg kom til at sidde med hele skoleområdet som et ansvarsområde. Nu var der mulighed for at bringe skoleemner til debat.
Den første sommer som politiker talte Gud igen. Vores ældste søn på 10 år havde det svært. På grund af rygmarvsbrok havde han indlæringsproblemer. Vi kunne se, at hans skoleforløb ville komme til at bestå af megen specialundervising og en følelse af at være anderledes. Nu fødtes der et oprigtigt ønske indeni i mig om at skabe en skole, hvor vores søn kunne rummes i normalsytemet, dog med fokus på hans behov.
Dette blev startskuddet til Musketérskolen. Jeg fik ikke givet en manual fra oven om hvordan man skaber en ny skole. Det hele måtte fødes ud fra mine egne erfaringer. Men jeg vidste, at Gud var med i denne svære fødselsproces. Jeg startede med tre elever. Så havde jeg syv det næste år. To år efter havde skolen 80 elever.
Skolen arbejder stadig meget seriøst med at kunne rumme forskellige slags børn i normalsystemet, og gør det godt. Fordi jeg har lært at kæmpe for det jeg har kært, kan jeg nu lære mine medarbejdere og elever at gøre det samme. Musketérånden gives videre i praksis, ikke kun i teorien. Min tanke blev til virkelighed. Sliddet var mit, men æren er Guds. Og mange børn får vendt deres skolegang til stor glæde.

Kirkeklokkers ringen under klimatopmødet

Jeg har desværre været for fortravlet igennem de sidste uger, og har ikke fået skrevet meget. Men her er et lille indlæg, som jeg skrev her til morgen på den interne konservative hjemmeside.
Charlotte Dyremose har været ude at sige, at det er helt ok med kirkernes deltagelse med at ringe 350 gange med klokkerne ved topmødets start.

Jeg skriver:

Med kirkeklokker i baggrunden, fremstår klimatopmødet som det møde der skal frelse verden fra undergang og ødelæggelse. Det er ganske overdimensioneret og ude af proportioner. Fantastisk hvis der kan komme gode aftaler på plads, men kirkens engagement i klimadebatten bør altid være en naturlig del af den daglige forkyndelse; at et menneskes ansvar for sig selv og sine omgivelser er helt naturlig. Hvis der skal "kimes" for klimatopmødet, skal der så ringes til "begravelse" hver gang folketinget vedtager en lov, som modsætter sig Guds ord? Desværre synes jeg, at det er ramt helt forbi at vi er med til at opmuntre til dette ringeri.

Hvordan bliver man en troværdig politiker ?

Det er ikke så nemt at komme med et hurtigt bud på, hvordan man bliver eller fortsætter med at være en troværdig politiker. Gør en politikers holdning overhovedet en forskel i folks liv? Hvad er det som former en solid fremtid for et samfund, og dermed for folk?
En politikers ansvar er jo at være med til at sikre en nutid og ikke mindst en fremtid, som skaber tryghed og gode vækst muligheder for alle befolkningsgrupper, både materielt, men så sandelig også menneskeligt.
En politiker har et stort ansvar, og alle vælgere har et stort ansvar for at vælge de rigtige mennesker ind i byråd, regionsråd, i Eu og i Folketinget.
Hvis jeg tænker på hvilke typer mennesker der har gjort en forskel i mit liv, så er det først og fremmest de mennesker som har turdet vise mig, hvem de er som mennesker. Mennesker som har talt det som de selv lever, hvor teori og praksis hænger sammen.
Det er ikke officielle politikere der har formet mit liv, men mennesker som handlede i overensstemmelse med deres overbevisning. Det jeg har lært af mennesker omkring mig, skal være grundlaget for mit liv som politiker. Troværdighed fremfor alt.

De mennesker som har betydet allermest for mig er mine forældre. Deres liv og deres ideer om livet har formet mig på en meget speciel måde. Selvfølgelig har jeg måtte vælge til og fra for at stykke mit eget voksenliv sammen, men deres forbilledlige liv har altid betydet meget for mig.
Mine forældre har aldrig været politisk aktive, men alligevel har de gjort en kæmpe forskel i mange menneskers liv.
For at gøre en lang historie kort, blev der oprettet en gejstelig domstol i Danmark i 90érne på grund af min far. Denne domstol skulle kunne dømme i gejstelige sager ( altså sager som vedrører kirkens anliggender) med både jurister og teologer som dommere. Denne domstol har i dag kun afsagt én dom i sin levetid, og dette netop hvor man fradømte min far retten til at være sognepræst ved Snedsted kirke. Efterfølgende har man ikke benyttet sig af denne anderledes domstol. Man har indset det komplekse ved at bruge en sådan forordning.
Min far mistede ikke sin præstekjole og krave, men han blev ydmyget i sådan en grad at det er yderst pineligt for både daværende kirkeminister og ikke mindst biskoppen ved Ålborg Søren Lodbjerg Hvass, som valgte at køre denne retssag mod min far.
Kort fortalt handlede sagen om hvorvidt min far måtte fortsætte med at bruge et gammelt dåbsritual i kirken. Ritualet siger: "Jeg døber dig til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn..., hvorimod den nuværende lyder: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens........." Min far havde fået lov til at opleve Guds store dybe indgriben i sit eget liv i 1977, og derefter var hans liv med Gud blevet meget levende. Han havde måtte tage et valg efter at have været præst i 11 år og gøre Jesus til Herre i sit liv. Det gjorde han, og pludselig opdagede han, at livet med bibelens Gud må en person selv tilegne sig, intet sker automatisk. Dåben er ikke en billet til himlen, men troen må tilegnes, når et barn eller en voksen selv vælger den til. Altså døbte min far til noget, som barnet ikke kan tage stilling til nu, men som det må tage stilling til senere. Min far oplevede bibelens ord som virkelige. Bibelen taler om, at dem som tog imod Jesus, gjorde Gud til sine børn, ikke dem som var medlem af en bestemt kirke, eller som var blevet døbt. (Johannes evangeliet kap. 1 vers 12)
På grund af min fars egen frelses oplevelse, og derefter min mors, blev mange menneskers liv forvandlede. Min far prædikede selvfølgelig udfra bibelen, men nu havde han erfaring bag, og det gjorde alting meget levende og spændende at lytte til. Jeg var 11 år, da min far oplevede alt dette, og jeg sad trolig på kirkebænken hver eneste søndag for at lytte til bibelens ord og fars mange spændende beretninger om troværdigheden bag orderne.
Mange kirkegængere fik et helt nyt liv med Gud, men nogle blev voldsomt provokerede og begyndte at klage til biskoppen. Modstanden imod min far voksede, specielt fra folk som aldrig havde sat deres ben i kirken. (iøvrigt meget typisk dansk), og til sidst endte det hele i en retssag.
Min far har hele vejen igennem holdt sit præsteløfte, og er derfor heller ikke blevet fradømt sin præstekjole, men kirkepolitisk kunne man ikke rumme en præst, som indirekte satte spørgsmålstegn ved folkekirkens medlemsoptagelse, eller som mente at vores Gudsforhold ikke er noget automatisk givet i dåben, men må tilegnes ved eget valg. Han blev en meget varm kartoffel, som blev lukket ude af den ellers så rummelige folkekirke.
Min mor og far måtte finde sig i de mest løgnagtige historier om dem. Venner vendte dem ryggen, vi børn blev anderledes at være venner med, og Thy blev et meget intolerant sted at være Snedstedpræst i.
Jeg rejste fra Thy, da jeg blev student, og har aldrig ønsket at vende tilbage til småligheden og sladderen. Men min mor og far vendte sig ikke væk fra deres "sognebørn". De vidste, at Guds ord var på deres side, og de fandt sig i ydmygelsen uden at blive bitre. De bad for deres fjender hver dag og vidste, at Gud ville sørge for dem. Min far så, at Gud havde sat ham i en meget vigtig position, som startede som et rent kirkeligt anliggende, men som blev et landspolitisk anliggende. I dag bor de 5 km. fra Snedsted og er stadig de mest troværdige mennesker man kan forestille sig. Mine forældre har ingen problemer med at tale med deres "gamle fjender".
Mine forældre stod fast på deres erfaringer og overbevisning, og derfor blev deres teori levende og nærværende. Min far skrev landspolitisk historie uden at ville det. Nu mangler han kun en undskyldning og oprejsning for dette meget ubehagelige kirkepolitiske forløb. DR1 nyhederne interviewede ham på et tidspunkt,hvor Lyngby Tårnby sagen rasede på det højeste. Han blev stillet det spørgsmål om hvorfor han, en bibeltro præst, blev fyret alt imens en præst, som fra prædikestolen benægter Guds eksisten, kan få lov til at blive som præst? Ja man kan undre sig. I disse år meldte Carsten og jeg mig ud af folkekirken. (Men jeg nyder stadig en gudstjeneste i ny og næ, da liturgien siger mig en hel masse, og salmerne har stor betydning for mig).

Denne lange beretning for at fortælle, at mine forældres integritet og ståen fast på deres overbevisning, har hjulpet mange menneskers liv idag. Mine forældre har bragt håb til mange mennesker, håb om at der findes en Gud som kan forvandle et menneskeliv fuldstændig, og bringe nyt liv til noget som ellers var rimelig dødt og kedeligt.
Min far er præst og har viet sit liv til at prædike Guds ord til den danske befolkning, med alt hvad det indebærer.

Mit udgangspunkt er et andet. Jeg er en kristen og deler gerne min tro, og ønsker at andre må opleve livet med Gud, men min platform er en anden. Mit liv må indirekte være en lang prædiken, men jeg ønsker at være med til at forme rammerne for vores fremtidige samfund, uden en prædikestol som min platform.

Hvordan hænger dette så sammen med min overskrift for dette indlæg? Hvad er en troværdig politiker?

Mine forældres liv har vist mig, at deres troværdighed og kamp for det som de tror er værd at følge efter, og dette har formet mit liv helt utroligt i positiv forstand.
Jeg følger i deres fodspor uden måske at have gjort noget specielt for det. Det er naturligt for mig at kæmpe for det jeg har kært. Og nu ser Carsten og jeg det samme i vores drenges liv. De er nogle mega seje drenge, som på mange områder går foran. Eksemplets magt er det som i høj grad former et menneskes liv.
En politiker må være en troværdig rollemodel for samtiden, og ikke mindst for den opvoksende generation. Kort fortalt i få punkter;

• Man leve et liv som er værd at følge efter. Hvis man mener at have nøglen til et bedre samfund, må man kunne påvise teorien med erfaringer i sit eget liv. Ens egne omgivelser skal gerne kunne nikke anerkendende til en politikers liv.
• Derefter må man have stor respekt for anderledes tænkende. Et godt samfundstyre bygger broer imellem generationer, raceforskelle, religioner og økonmisk formåen. En troværdig politiker må have sine holdninger, være klar til at kæmpe for dem med næb og kløer, men må aldrig tale eller tænke nedsættende om andre overbevisninger.
• Man må handle aktivt for at gøre verden til et bedre sted at leve.
• Man må være optaget af at opmuntre de velfungerende i et samfund til at tage mere ansvar, og at give de svage bedre muligheder.
• Man skal stå ved sine ord og sine handlinger.

Jeg kan sikkert komme på mange flere vigtige områder, men jeg stopper lige ved disse fem.

Da Carsten og jeg startede skole, valgte vi at skabe en skole som vore drenge kunne være stolte af, og stortrives i. Vores inderste ønske blev med vores handlinger gjort meget politisk. At drive en kristen friskole er i virkeligheden en meget vigtig politisk stillingtagen til uddannelse af børn og unge i dagens Danmark. Og at drive skole gør man ikke uden fejl, men hvis man ikke har overensstemmelse mellem ord og handling, vil det ikke kunne bestå.

Integritet er et nøgleord for mig. Altså dette, at der er overensstemmelse mellem det som man siger, og det som man gør. Selvfølgelig er vi alle fejlbarlige. Men der skal bare være en rød tråd igennem vores liv, noget som andre kan følge efter.p>

Så opfordringen til mig selv og alle andre politikere vil lyde: Vær troværdig. Lad dine politiske holdninger kunne stå distancen i dit eget liv, og kæmp for dit lands fremtid med passion og integritet.