Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Chr. Rickhardt 1867 ( uddrag af salmen ”Altid frejdig når du går”)
________________________________________
Det hele startede i Grækenland for snart ti år siden. Min mand Carsten blev tilbudt en udstationering for ingeniørfirmaet Carl Bro. Hele familien flyttede til det vidunderlige klima i tre år. Vi havde tre yngre drenge, som alle fik deres dagligdag på den britiske internationale skole. Jeg fik pludselig tid til at tænke videre i mit liv. Jeg havde taget min læreruddannelse på N. Zahles seminarium i København, men var ikke specielt sikker på, at min fremtid ville blive som lærer. Alligevel blev jeg involveret i undervisning i Athen, både som dansklærer for danske børn i internationale skoler, og som musiklærer på mine drenges skole. Men jeg var stadig ikke sikker på, at undervisning var vejen for mig. Jeg ville noget andet med mit liv.
På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg måtte involvere Gud i mine spekulationer. Faktisk havde jeg brug for, at Han viste mig, hvad jeg skulle kaste mig over, når vi skulle tilbage til Danmark. En morgen mens jeg stod og strøg, talte Gud til mig. Han viste mig, at jeg en dag ville starte en skole i Danmark. Jeg blev meget stille og bestemte, at selvom jeg ikke havde lyst til at springe højt af glæde, ville jeg gemme disse ord indeni. Jeg var klar over, at dette måtte vokse inden i mig. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at starte skole op, og kunne slet ikke se noget sjovt ved projektet.
Jeg delte Guds tale med meget få mennesker og vidste bare, at jeg måtte se tiden an.
Vi rejste tilbage til Danmark tre år senere. Jeg startede som lærer i det danske skolesystem og måtte igennem en lang svær tid. Jeg oplevede frustrationen over lærernes manglende fælles værdigrundlag i dagligdagen, over lærerkulturens manglende erfaringsudveksling, over urolige børn og krævende forældre. Jeg elskede samværet med børnene og ville gå meget langt for at gøre en forskel i deres liv, men det var svært at holde modet oppe. Men indeni bar jeg Guds tale, og jeg måtte blive i skolesporet for at være tro mod det kald, jeg havde fået.
Jeg involverede mig i politik og blev valgt til byrådet. Jeg kom til at sidde med hele skoleområdet som et ansvarsområde. Nu var der mulighed for at bringe skoleemner til debat.
Den første sommer som politiker talte Gud igen. Vores ældste søn på 10 år havde det svært. På grund af rygmarvsbrok havde han indlæringsproblemer. Vi kunne se, at hans skoleforløb ville komme til at bestå af megen specialundervising og en følelse af at være anderledes. Nu fødtes der et oprigtigt ønske indeni i mig om at skabe en skole, hvor vores søn kunne rummes i normalsytemet, dog med fokus på hans behov.
Dette blev startskuddet til Musketérskolen. Jeg fik ikke givet en manual fra oven om hvordan man skaber en ny skole. Det hele måtte fødes ud fra mine egne erfaringer. Men jeg vidste, at Gud var med i denne svære fødselsproces. Jeg startede med tre elever. Så havde jeg syv det næste år. To år efter havde skolen 80 elever.
Skolen arbejder stadig meget seriøst med at kunne rumme forskellige slags børn i normalsystemet, og gør det godt. Fordi jeg har lært at kæmpe for det jeg har kært, kan jeg nu lære mine medarbejdere og elever at gøre det samme. Musketérånden gives videre i praksis, ikke kun i teorien. Min tanke blev til virkelighed. Sliddet var mit, men æren er Guds. Og mange børn får vendt deres skolegang til stor glæde.
onsdag den 11. november 2009
fredag den 23. oktober 2009
Kirkeklokkers ringen under klimatopmødet
Jeg har desværre været for fortravlet igennem de sidste uger, og har ikke fået skrevet meget. Men her er et lille indlæg, som jeg skrev her til morgen på den interne konservative hjemmeside.
Charlotte Dyremose har været ude at sige, at det er helt ok med kirkernes deltagelse med at ringe 350 gange med klokkerne ved topmødets start.
Jeg skriver:
Med kirkeklokker i baggrunden, fremstår klimatopmødet som det møde der skal frelse verden fra undergang og ødelæggelse. Det er ganske overdimensioneret og ude af proportioner. Fantastisk hvis der kan komme gode aftaler på plads, men kirkens engagement i klimadebatten bør altid være en naturlig del af den daglige forkyndelse; at et menneskes ansvar for sig selv og sine omgivelser er helt naturlig. Hvis der skal "kimes" for klimatopmødet, skal der så ringes til "begravelse" hver gang folketinget vedtager en lov, som modsætter sig Guds ord? Desværre synes jeg, at det er ramt helt forbi at vi er med til at opmuntre til dette ringeri.
Charlotte Dyremose har været ude at sige, at det er helt ok med kirkernes deltagelse med at ringe 350 gange med klokkerne ved topmødets start.
Jeg skriver:
Med kirkeklokker i baggrunden, fremstår klimatopmødet som det møde der skal frelse verden fra undergang og ødelæggelse. Det er ganske overdimensioneret og ude af proportioner. Fantastisk hvis der kan komme gode aftaler på plads, men kirkens engagement i klimadebatten bør altid være en naturlig del af den daglige forkyndelse; at et menneskes ansvar for sig selv og sine omgivelser er helt naturlig. Hvis der skal "kimes" for klimatopmødet, skal der så ringes til "begravelse" hver gang folketinget vedtager en lov, som modsætter sig Guds ord? Desværre synes jeg, at det er ramt helt forbi at vi er med til at opmuntre til dette ringeri.
torsdag den 1. oktober 2009
Hvordan bliver man en troværdig politiker ?
Det er ikke så nemt at komme med et hurtigt bud på, hvordan man bliver eller fortsætter med at være en troværdig politiker. Gør en politikers holdning overhovedet en forskel i folks liv? Hvad er det som former en solid fremtid for et samfund, og dermed for folk?
En politikers ansvar er jo at være med til at sikre en nutid og ikke mindst en fremtid, som skaber tryghed og gode vækst muligheder for alle befolkningsgrupper, både materielt, men så sandelig også menneskeligt.
En politiker har et stort ansvar, og alle vælgere har et stort ansvar for at vælge de rigtige mennesker ind i byråd, regionsråd, i Eu og i Folketinget.
Hvis jeg tænker på hvilke typer mennesker der har gjort en forskel i mit liv, så er det først og fremmest de mennesker som har turdet vise mig, hvem de er som mennesker. Mennesker som har talt det som de selv lever, hvor teori og praksis hænger sammen.
Det er ikke officielle politikere der har formet mit liv, men mennesker som handlede i overensstemmelse med deres overbevisning. Det jeg har lært af mennesker omkring mig, skal være grundlaget for mit liv som politiker. Troværdighed fremfor alt.
De mennesker som har betydet allermest for mig er mine forældre. Deres liv og deres ideer om livet har formet mig på en meget speciel måde. Selvfølgelig har jeg måtte vælge til og fra for at stykke mit eget voksenliv sammen, men deres forbilledlige liv har altid betydet meget for mig.
Mine forældre har aldrig været politisk aktive, men alligevel har de gjort en kæmpe forskel i mange menneskers liv.
For at gøre en lang historie kort, blev der oprettet en gejstelig domstol i Danmark i 90érne på grund af min far. Denne domstol skulle kunne dømme i gejstelige sager ( altså sager som vedrører kirkens anliggender) med både jurister og teologer som dommere. Denne domstol har i dag kun afsagt én dom i sin levetid, og dette netop hvor man fradømte min far retten til at være sognepræst ved Snedsted kirke. Efterfølgende har man ikke benyttet sig af denne anderledes domstol. Man har indset det komplekse ved at bruge en sådan forordning.
Min far mistede ikke sin præstekjole og krave, men han blev ydmyget i sådan en grad at det er yderst pineligt for både daværende kirkeminister og ikke mindst biskoppen ved Ålborg Søren Lodbjerg Hvass, som valgte at køre denne retssag mod min far.
Kort fortalt handlede sagen om hvorvidt min far måtte fortsætte med at bruge et gammelt dåbsritual i kirken. Ritualet siger: "Jeg døber dig til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn..., hvorimod den nuværende lyder: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens........." Min far havde fået lov til at opleve Guds store dybe indgriben i sit eget liv i 1977, og derefter var hans liv med Gud blevet meget levende. Han havde måtte tage et valg efter at have været præst i 11 år og gøre Jesus til Herre i sit liv. Det gjorde han, og pludselig opdagede han, at livet med bibelens Gud må en person selv tilegne sig, intet sker automatisk. Dåben er ikke en billet til himlen, men troen må tilegnes, når et barn eller en voksen selv vælger den til. Altså døbte min far til noget, som barnet ikke kan tage stilling til nu, men som det må tage stilling til senere. Min far oplevede bibelens ord som virkelige. Bibelen taler om, at dem som tog imod Jesus, gjorde Gud til sine børn, ikke dem som var medlem af en bestemt kirke, eller som var blevet døbt. (Johannes evangeliet kap. 1 vers 12)
På grund af min fars egen frelses oplevelse, og derefter min mors, blev mange menneskers liv forvandlede. Min far prædikede selvfølgelig udfra bibelen, men nu havde han erfaring bag, og det gjorde alting meget levende og spændende at lytte til. Jeg var 11 år, da min far oplevede alt dette, og jeg sad trolig på kirkebænken hver eneste søndag for at lytte til bibelens ord og fars mange spændende beretninger om troværdigheden bag orderne.
Mange kirkegængere fik et helt nyt liv med Gud, men nogle blev voldsomt provokerede og begyndte at klage til biskoppen. Modstanden imod min far voksede, specielt fra folk som aldrig havde sat deres ben i kirken. (iøvrigt meget typisk dansk), og til sidst endte det hele i en retssag.
Min far har hele vejen igennem holdt sit præsteløfte, og er derfor heller ikke blevet fradømt sin præstekjole, men kirkepolitisk kunne man ikke rumme en præst, som indirekte satte spørgsmålstegn ved folkekirkens medlemsoptagelse, eller som mente at vores Gudsforhold ikke er noget automatisk givet i dåben, men må tilegnes ved eget valg. Han blev en meget varm kartoffel, som blev lukket ude af den ellers så rummelige folkekirke.
Min mor og far måtte finde sig i de mest løgnagtige historier om dem. Venner vendte dem ryggen, vi børn blev anderledes at være venner med, og Thy blev et meget intolerant sted at være Snedstedpræst i.
Jeg rejste fra Thy, da jeg blev student, og har aldrig ønsket at vende tilbage til småligheden og sladderen. Men min mor og far vendte sig ikke væk fra deres "sognebørn". De vidste, at Guds ord var på deres side, og de fandt sig i ydmygelsen uden at blive bitre. De bad for deres fjender hver dag og vidste, at Gud ville sørge for dem. Min far så, at Gud havde sat ham i en meget vigtig position, som startede som et rent kirkeligt anliggende, men som blev et landspolitisk anliggende. I dag bor de 5 km. fra Snedsted og er stadig de mest troværdige mennesker man kan forestille sig. Mine forældre har ingen problemer med at tale med deres "gamle fjender".
Mine forældre stod fast på deres erfaringer og overbevisning, og derfor blev deres teori levende og nærværende. Min far skrev landspolitisk historie uden at ville det. Nu mangler han kun en undskyldning og oprejsning for dette meget ubehagelige kirkepolitiske forløb. DR1 nyhederne interviewede ham på et tidspunkt,hvor Lyngby Tårnby sagen rasede på det højeste. Han blev stillet det spørgsmål om hvorfor han, en bibeltro præst, blev fyret alt imens en præst, som fra prædikestolen benægter Guds eksisten, kan få lov til at blive som præst? Ja man kan undre sig. I disse år meldte Carsten og jeg mig ud af folkekirken. (Men jeg nyder stadig en gudstjeneste i ny og næ, da liturgien siger mig en hel masse, og salmerne har stor betydning for mig).
Denne lange beretning for at fortælle, at mine forældres integritet og ståen fast på deres overbevisning, har hjulpet mange menneskers liv idag. Mine forældre har bragt håb til mange mennesker, håb om at der findes en Gud som kan forvandle et menneskeliv fuldstændig, og bringe nyt liv til noget som ellers var rimelig dødt og kedeligt.
Min far er præst og har viet sit liv til at prædike Guds ord til den danske befolkning, med alt hvad det indebærer.
Mit udgangspunkt er et andet. Jeg er en kristen og deler gerne min tro, og ønsker at andre må opleve livet med Gud, men min platform er en anden. Mit liv må indirekte være en lang prædiken, men jeg ønsker at være med til at forme rammerne for vores fremtidige samfund, uden en prædikestol som min platform.
Hvordan hænger dette så sammen med min overskrift for dette indlæg? Hvad er en troværdig politiker?
Mine forældres liv har vist mig, at deres troværdighed og kamp for det som de tror er værd at følge efter, og dette har formet mit liv helt utroligt i positiv forstand.
Jeg følger i deres fodspor uden måske at have gjort noget specielt for det. Det er naturligt for mig at kæmpe for det jeg har kært. Og nu ser Carsten og jeg det samme i vores drenges liv. De er nogle mega seje drenge, som på mange områder går foran. Eksemplets magt er det som i høj grad former et menneskes liv.
En politiker må være en troværdig rollemodel for samtiden, og ikke mindst for den opvoksende generation. Kort fortalt i få punkter;
Så opfordringen til mig selv og alle andre politikere vil lyde: Vær troværdig. Lad dine politiske holdninger kunne stå distancen i dit eget liv, og kæmp for dit lands fremtid med passion og integritet.
En politikers ansvar er jo at være med til at sikre en nutid og ikke mindst en fremtid, som skaber tryghed og gode vækst muligheder for alle befolkningsgrupper, både materielt, men så sandelig også menneskeligt.
En politiker har et stort ansvar, og alle vælgere har et stort ansvar for at vælge de rigtige mennesker ind i byråd, regionsråd, i Eu og i Folketinget.
Hvis jeg tænker på hvilke typer mennesker der har gjort en forskel i mit liv, så er det først og fremmest de mennesker som har turdet vise mig, hvem de er som mennesker. Mennesker som har talt det som de selv lever, hvor teori og praksis hænger sammen.
Det er ikke officielle politikere der har formet mit liv, men mennesker som handlede i overensstemmelse med deres overbevisning. Det jeg har lært af mennesker omkring mig, skal være grundlaget for mit liv som politiker. Troværdighed fremfor alt.
De mennesker som har betydet allermest for mig er mine forældre. Deres liv og deres ideer om livet har formet mig på en meget speciel måde. Selvfølgelig har jeg måtte vælge til og fra for at stykke mit eget voksenliv sammen, men deres forbilledlige liv har altid betydet meget for mig.
Mine forældre har aldrig været politisk aktive, men alligevel har de gjort en kæmpe forskel i mange menneskers liv.
For at gøre en lang historie kort, blev der oprettet en gejstelig domstol i Danmark i 90érne på grund af min far. Denne domstol skulle kunne dømme i gejstelige sager ( altså sager som vedrører kirkens anliggender) med både jurister og teologer som dommere. Denne domstol har i dag kun afsagt én dom i sin levetid, og dette netop hvor man fradømte min far retten til at være sognepræst ved Snedsted kirke. Efterfølgende har man ikke benyttet sig af denne anderledes domstol. Man har indset det komplekse ved at bruge en sådan forordning.
Min far mistede ikke sin præstekjole og krave, men han blev ydmyget i sådan en grad at det er yderst pineligt for både daværende kirkeminister og ikke mindst biskoppen ved Ålborg Søren Lodbjerg Hvass, som valgte at køre denne retssag mod min far.
Kort fortalt handlede sagen om hvorvidt min far måtte fortsætte med at bruge et gammelt dåbsritual i kirken. Ritualet siger: "Jeg døber dig til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn..., hvorimod den nuværende lyder: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens........." Min far havde fået lov til at opleve Guds store dybe indgriben i sit eget liv i 1977, og derefter var hans liv med Gud blevet meget levende. Han havde måtte tage et valg efter at have været præst i 11 år og gøre Jesus til Herre i sit liv. Det gjorde han, og pludselig opdagede han, at livet med bibelens Gud må en person selv tilegne sig, intet sker automatisk. Dåben er ikke en billet til himlen, men troen må tilegnes, når et barn eller en voksen selv vælger den til. Altså døbte min far til noget, som barnet ikke kan tage stilling til nu, men som det må tage stilling til senere. Min far oplevede bibelens ord som virkelige. Bibelen taler om, at dem som tog imod Jesus, gjorde Gud til sine børn, ikke dem som var medlem af en bestemt kirke, eller som var blevet døbt. (Johannes evangeliet kap. 1 vers 12)
På grund af min fars egen frelses oplevelse, og derefter min mors, blev mange menneskers liv forvandlede. Min far prædikede selvfølgelig udfra bibelen, men nu havde han erfaring bag, og det gjorde alting meget levende og spændende at lytte til. Jeg var 11 år, da min far oplevede alt dette, og jeg sad trolig på kirkebænken hver eneste søndag for at lytte til bibelens ord og fars mange spændende beretninger om troværdigheden bag orderne.
Mange kirkegængere fik et helt nyt liv med Gud, men nogle blev voldsomt provokerede og begyndte at klage til biskoppen. Modstanden imod min far voksede, specielt fra folk som aldrig havde sat deres ben i kirken. (iøvrigt meget typisk dansk), og til sidst endte det hele i en retssag.
Min far har hele vejen igennem holdt sit præsteløfte, og er derfor heller ikke blevet fradømt sin præstekjole, men kirkepolitisk kunne man ikke rumme en præst, som indirekte satte spørgsmålstegn ved folkekirkens medlemsoptagelse, eller som mente at vores Gudsforhold ikke er noget automatisk givet i dåben, men må tilegnes ved eget valg. Han blev en meget varm kartoffel, som blev lukket ude af den ellers så rummelige folkekirke.
Min mor og far måtte finde sig i de mest løgnagtige historier om dem. Venner vendte dem ryggen, vi børn blev anderledes at være venner med, og Thy blev et meget intolerant sted at være Snedstedpræst i.
Jeg rejste fra Thy, da jeg blev student, og har aldrig ønsket at vende tilbage til småligheden og sladderen. Men min mor og far vendte sig ikke væk fra deres "sognebørn". De vidste, at Guds ord var på deres side, og de fandt sig i ydmygelsen uden at blive bitre. De bad for deres fjender hver dag og vidste, at Gud ville sørge for dem. Min far så, at Gud havde sat ham i en meget vigtig position, som startede som et rent kirkeligt anliggende, men som blev et landspolitisk anliggende. I dag bor de 5 km. fra Snedsted og er stadig de mest troværdige mennesker man kan forestille sig. Mine forældre har ingen problemer med at tale med deres "gamle fjender".
Mine forældre stod fast på deres erfaringer og overbevisning, og derfor blev deres teori levende og nærværende. Min far skrev landspolitisk historie uden at ville det. Nu mangler han kun en undskyldning og oprejsning for dette meget ubehagelige kirkepolitiske forløb. DR1 nyhederne interviewede ham på et tidspunkt,hvor Lyngby Tårnby sagen rasede på det højeste. Han blev stillet det spørgsmål om hvorfor han, en bibeltro præst, blev fyret alt imens en præst, som fra prædikestolen benægter Guds eksisten, kan få lov til at blive som præst? Ja man kan undre sig. I disse år meldte Carsten og jeg mig ud af folkekirken. (Men jeg nyder stadig en gudstjeneste i ny og næ, da liturgien siger mig en hel masse, og salmerne har stor betydning for mig).
Denne lange beretning for at fortælle, at mine forældres integritet og ståen fast på deres overbevisning, har hjulpet mange menneskers liv idag. Mine forældre har bragt håb til mange mennesker, håb om at der findes en Gud som kan forvandle et menneskeliv fuldstændig, og bringe nyt liv til noget som ellers var rimelig dødt og kedeligt.
Min far er præst og har viet sit liv til at prædike Guds ord til den danske befolkning, med alt hvad det indebærer.
Mit udgangspunkt er et andet. Jeg er en kristen og deler gerne min tro, og ønsker at andre må opleve livet med Gud, men min platform er en anden. Mit liv må indirekte være en lang prædiken, men jeg ønsker at være med til at forme rammerne for vores fremtidige samfund, uden en prædikestol som min platform.
Hvordan hænger dette så sammen med min overskrift for dette indlæg? Hvad er en troværdig politiker?
Mine forældres liv har vist mig, at deres troværdighed og kamp for det som de tror er værd at følge efter, og dette har formet mit liv helt utroligt i positiv forstand.
Jeg følger i deres fodspor uden måske at have gjort noget specielt for det. Det er naturligt for mig at kæmpe for det jeg har kært. Og nu ser Carsten og jeg det samme i vores drenges liv. De er nogle mega seje drenge, som på mange områder går foran. Eksemplets magt er det som i høj grad former et menneskes liv.
En politiker må være en troværdig rollemodel for samtiden, og ikke mindst for den opvoksende generation. Kort fortalt i få punkter;
- Man leve et liv som er værd at følge efter. Hvis man mener at have nøglen til et bedre samfund, må man kunne påvise teorien med erfaringer i sit eget liv. Ens egne omgivelser skal gerne kunne nikke anerkendende til en politikers liv.
- Derefter må man have stor respekt for anderledes tænkende. Et godt samfundstyre bygger broer imellem generationer, raceforskelle, religioner og økonmisk formåen. En troværdig politiker må have sine holdninger, være klar til at kæmpe for dem med næb og kløer, men må aldrig tale eller tænke nedsættende om andre overbevisninger.
- Man må handle aktivt for at gøre verden til et bedre sted at leve.
- Man må være optaget af at opmuntre de velfungerende i et samfund til at tage mere ansvar, og at give de svage bedre muligheder.
- Man skal stå ved sine ord og sine handlinger.
Jeg kan sikkert komme på mange flere vigtige områder, men jeg stopper lige ved disse fem.
Da Carsten og jeg startede skole, valgte vi at skabe en skole som vore drenge kunne være stolte af, og stortrives i. Vores inderste ønske blev med vores handlinger gjort meget politisk. At drive en kristen friskole er i virkeligheden en meget vigtig politisk stillingtagen til uddannelse af børn og unge i dagens Danmark. Og at drive skole gør man ikke uden fejl, men hvis man ikke har overensstemmelse mellem ord og handling, vil det ikke kunne bestå.
Integritet er et nøgleord for mig. Altså dette, at der er overensstemmelse mellem det som man siger, og det som man gør. Selvfølgelig er vi alle fejlbarlige. Men der skal bare være en rød tråd igennem vores liv, noget som andre kan følge efter.p>
Så opfordringen til mig selv og alle andre politikere vil lyde: Vær troværdig. Lad dine politiske holdninger kunne stå distancen i dit eget liv, og kæmp for dit lands fremtid med passion og integritet.
onsdag den 23. september 2009
Jeg må prioiritere at skrive et nyt indlæg i aften. Mit dilemma for tiden er, at kasserne i det nye hus endnu ikke er pakket ud. Men når det så er klaret, så vil der altid være noget andet som står i vejen. Så her sidder jeg så i biblioteket i vores nye hus og skriver. Drengene er lige kommet hjem fra træning; Carsten og Jonathan har været til Jonathans første træningsaften i Fitness World. Jakob og Kristian fra atletik træning, og Nat. fra cykeltur. Jeg har den undskyldning, at jeg cykler i skole i morgen og hjem igen, ialt 18 km.
Mens jeg sidder her, øver tre af drengene en sang til nat café i Frikirken på fredag aften. Det lyder virkelig godt. Kom og hør fra 22-01 på Frederiksværksgade.
Jeg har endnu ikke skrevet så meget om mig selv, så det må jeg hellere gøre. Jeg er vokset op på Salling og Thy, nærmere betegnet Snedsted. Min far var sognepræst igennem mange år. I haven til Snedsted præstegård lå i sin tid Snedsted seminarium. Her blev Christen Kold uddannet som lærer og blev også en personlig kristen mens han studerede der. Christian Kold etablerede en friskoletradition i Dk, som jeg i dag er med til bringe videre, idet jeg startede en kristen friskole i Hillerød for 6 år siden. Det synes jeg er meget inspirerende.
Og hvorfor starte sin egen skole, når specielt Hillerød har så mange skoletilbud ? Ja....men børn er meget forskellige, og har brug for meget forskellige tilbud, og jeg brænder for det nære miljø med en god portion dannelse. Som friskole kan man bestemme hvad som skal influere dagligdagen. Og de forældre som vælger skolen accepterer at være en del af skolens grundlag. Og vi har en fantastisk skole. Selvfølgelig er vi stadig en pionerskole efter kun 6 år, og lærer stadig at gøre tingene bedre, men vore børn trives og tør slappe af og være dem selv, og dermed er der god brobund for viden og læring. Vore 9. klasse spiller bold med 3. klasse i frikvarterne, og de hygger sig. Det er et sjældent syn i skoleverdenen.
Så jeg har altså startet en skole op sammen med min dejlige mand, og knoklet for dette sted de sidste 6 år. Og gør det stadig på bedste vis. Vore egne tre drenge har gået på skolen. Kristian går der stadig (8.kl.) Og det har været fantastisk at have sine drenge så tæt på sit eget arbejdsliv. Og drengene synes ikke at det har været svært at have mig lærer, heldigvis. Ellers havde vi nok lade dem vælge et andet sted. Men jeg er jo heldigvis heller ikke den eneste medarbejder på skolen. Til hverdag er vi syv lærere og nogle faglærere tilknyttet. Og vi har det så godt sammen. Det smitter jo også af på eleverne.
Jeg er stolt af Musketerskolen. Og det er dejligt at se, at det som startede hjemme i køkkenet i Gadevang, er blevet til en velfungerende skolen med 66 elever i dag. Fantastisk. Med knofedt og Guds velsignelse kan noget sådan lykkes.
Jeg er uddannet lærer fra N.Zahles seminarium for snart mange år siden. Vi har som familie boet i Grækenland i tre år, udstationeret af Carl Bro International. Vi har boet i bofællesskab i Ny Hammersholt i tre år, og købte derefter grund i Gadevang og byggede det fedeste hus. Senere solgte vi det, og flyttede til Gørløse hvor vi lige er flyttet fra. Nu bor vi i Bendstrup ved Gadevang.
Jeg har været involveret i politik igennem flere år, og har siddet i Hillerød byråd fra 2001-2004 for KD. Men da familien ikke kunne vænne sig til tidspresset, valgte jeg at bede om lov til at træde ud af byrådet lige inden det nye kommunalvag sidste gang. Nu stiller jeg op igen for C, og håber meget, at folk vil være med til at stemme mig ind. I mit næste indlæg vil jeg fortælle om hvorfor C, og hvorfor Kirsten Jensen ikke skal fortsætte som borgmester. Og hvorfor det er vigtigt også at få erfarne folk ind i det politiske. Og hvordan en familie kan klare det pres, at mor eller far er væk til mange møde om aftenen.
Sov godt nu. Jeg bliver nødt til at passe min sengetid. Jeg skriver igen i morgen.
Mens jeg sidder her, øver tre af drengene en sang til nat café i Frikirken på fredag aften. Det lyder virkelig godt. Kom og hør fra 22-01 på Frederiksværksgade.
Jeg har endnu ikke skrevet så meget om mig selv, så det må jeg hellere gøre. Jeg er vokset op på Salling og Thy, nærmere betegnet Snedsted. Min far var sognepræst igennem mange år. I haven til Snedsted præstegård lå i sin tid Snedsted seminarium. Her blev Christen Kold uddannet som lærer og blev også en personlig kristen mens han studerede der. Christian Kold etablerede en friskoletradition i Dk, som jeg i dag er med til bringe videre, idet jeg startede en kristen friskole i Hillerød for 6 år siden. Det synes jeg er meget inspirerende.
Og hvorfor starte sin egen skole, når specielt Hillerød har så mange skoletilbud ? Ja....men børn er meget forskellige, og har brug for meget forskellige tilbud, og jeg brænder for det nære miljø med en god portion dannelse. Som friskole kan man bestemme hvad som skal influere dagligdagen. Og de forældre som vælger skolen accepterer at være en del af skolens grundlag. Og vi har en fantastisk skole. Selvfølgelig er vi stadig en pionerskole efter kun 6 år, og lærer stadig at gøre tingene bedre, men vore børn trives og tør slappe af og være dem selv, og dermed er der god brobund for viden og læring. Vore 9. klasse spiller bold med 3. klasse i frikvarterne, og de hygger sig. Det er et sjældent syn i skoleverdenen.
Så jeg har altså startet en skole op sammen med min dejlige mand, og knoklet for dette sted de sidste 6 år. Og gør det stadig på bedste vis. Vore egne tre drenge har gået på skolen. Kristian går der stadig (8.kl.) Og det har været fantastisk at have sine drenge så tæt på sit eget arbejdsliv. Og drengene synes ikke at det har været svært at have mig lærer, heldigvis. Ellers havde vi nok lade dem vælge et andet sted. Men jeg er jo heldigvis heller ikke den eneste medarbejder på skolen. Til hverdag er vi syv lærere og nogle faglærere tilknyttet. Og vi har det så godt sammen. Det smitter jo også af på eleverne.
Jeg er stolt af Musketerskolen. Og det er dejligt at se, at det som startede hjemme i køkkenet i Gadevang, er blevet til en velfungerende skolen med 66 elever i dag. Fantastisk. Med knofedt og Guds velsignelse kan noget sådan lykkes.
Jeg er uddannet lærer fra N.Zahles seminarium for snart mange år siden. Vi har som familie boet i Grækenland i tre år, udstationeret af Carl Bro International. Vi har boet i bofællesskab i Ny Hammersholt i tre år, og købte derefter grund i Gadevang og byggede det fedeste hus. Senere solgte vi det, og flyttede til Gørløse hvor vi lige er flyttet fra. Nu bor vi i Bendstrup ved Gadevang.
Jeg har været involveret i politik igennem flere år, og har siddet i Hillerød byråd fra 2001-2004 for KD. Men da familien ikke kunne vænne sig til tidspresset, valgte jeg at bede om lov til at træde ud af byrådet lige inden det nye kommunalvag sidste gang. Nu stiller jeg op igen for C, og håber meget, at folk vil være med til at stemme mig ind. I mit næste indlæg vil jeg fortælle om hvorfor C, og hvorfor Kirsten Jensen ikke skal fortsætte som borgmester. Og hvorfor det er vigtigt også at få erfarne folk ind i det politiske. Og hvordan en familie kan klare det pres, at mor eller far er væk til mange møde om aftenen.
Sov godt nu. Jeg bliver nødt til at passe min sengetid. Jeg skriver igen i morgen.
tirsdag den 15. september 2009
Tirsdags tanker
Så sidder jeg lige her igen, en tirsdag aften, og har lidt tid til at skrive lidt mere, inden jeg skal hente Jonathan og Kristian ved toget og biografen. Det har været endnu en travl dag, kom først hjem kl 18.00.
Jeg har aldrig været særlig stolt af at være en travl "karriere"kvinde. Jeg har så travlt med at prøve at gøre en seriøs forskel i mange menneskers liv, og på den anden side føler jeg ikke, at jeg kan investere nok tid i mine egne rammer. Det er et dilemma, som jeg deler med mange andre kvinder i denne verden. Alligevel har Carsten og jeg valgt at leve et liv, hvor hverken vi selv eller vore børn er blevet ofret på "karrierens" alter. Og hvordan det kan lade sig gøre, er jo en hel historie for sig. Men kort fortalt har vore projekter i livet altid involveret hele familien. Og heldigvis har vi idag et soldit og dejligt ægteskab, tre store drenge som stortrives og masser af oplevelser bag os som bare os, familien Wredstrøm.
Men vi har for travlt. Og det gider jeg faktisk ikke at have.
Jeg er en person som har brug for at se smukke ting omkring mig. Jeg trives ved smuk natur, smukke bygninger, smuk musik, smuk kunst, smuk indretning. Jeg har desværre ikke meget tid til at indrette vores hjem specielt smukt, men alligevel skal der være stil. Hvis jeg skal trives, skal jeg sørge for at suge smukke indtryk ind hver dag. I søndags var jeg på min mountainbike i Gribskov. Det var fantastik. Jeg elsker denne smukke store skov, faktisk Danmarks største. Jeg cykler i et godt tempo, men det vigtigste for mig er ikke at slå min egen tidsrekord, men at suge den smukke natur til mig. Og hold da op hvor er verden anderledes, når luften har pisket én i ansigtet og kroppen bliver rørt. Her kan man tale om at finde ind i sit rette element.
Men det betyder også, at hvis der er gået for mange dage "grå" dage uden specielle indtryk, ja så bliver jeg meget træt. Og travlhed kombineret med træthed er en ren "killer".
Så mit ansvar er at holde mine prioriteringer i orden. Vi er lige flyttet ind i et smukt palæ udenfor Hillerød med en park som have. Det er så skønt. Hold da op hvor jeg nyder det. Også selv om meget stadig flyder rundt i kasser og poser. Det er jo ikke nemt at være fuldtidsarbejdende, og så komme i orden i et nyt hus.
Så hvad er moralen i mit lille indlæg her? Ja...elsk livet, og nyd det smukke omkring dig. Og lad ikke dine omgivelser udhule dit liv med din familie. Du må gerne brænde for verden omkring dig, men lad ikke flammen slukkes når det gælder dit eget. Og så husk Ingrid, at verden sikkert står i morgen, også selv om du har valgt at skrive indlæg på din blog, istedet for at vaske tøj. Måske er der nogle mennesker der har brug for at høre en travl kvindes "bekendelser", og som måske kan føle sig inspireret til at se livet fra en anden vinkel end normalt.
Jeg har aldrig været særlig stolt af at være en travl "karriere"kvinde. Jeg har så travlt med at prøve at gøre en seriøs forskel i mange menneskers liv, og på den anden side føler jeg ikke, at jeg kan investere nok tid i mine egne rammer. Det er et dilemma, som jeg deler med mange andre kvinder i denne verden. Alligevel har Carsten og jeg valgt at leve et liv, hvor hverken vi selv eller vore børn er blevet ofret på "karrierens" alter. Og hvordan det kan lade sig gøre, er jo en hel historie for sig. Men kort fortalt har vore projekter i livet altid involveret hele familien. Og heldigvis har vi idag et soldit og dejligt ægteskab, tre store drenge som stortrives og masser af oplevelser bag os som bare os, familien Wredstrøm.
Men vi har for travlt. Og det gider jeg faktisk ikke at have.
Jeg er en person som har brug for at se smukke ting omkring mig. Jeg trives ved smuk natur, smukke bygninger, smuk musik, smuk kunst, smuk indretning. Jeg har desværre ikke meget tid til at indrette vores hjem specielt smukt, men alligevel skal der være stil. Hvis jeg skal trives, skal jeg sørge for at suge smukke indtryk ind hver dag. I søndags var jeg på min mountainbike i Gribskov. Det var fantastik. Jeg elsker denne smukke store skov, faktisk Danmarks største. Jeg cykler i et godt tempo, men det vigtigste for mig er ikke at slå min egen tidsrekord, men at suge den smukke natur til mig. Og hold da op hvor er verden anderledes, når luften har pisket én i ansigtet og kroppen bliver rørt. Her kan man tale om at finde ind i sit rette element.
Men det betyder også, at hvis der er gået for mange dage "grå" dage uden specielle indtryk, ja så bliver jeg meget træt. Og travlhed kombineret med træthed er en ren "killer".
Så mit ansvar er at holde mine prioriteringer i orden. Vi er lige flyttet ind i et smukt palæ udenfor Hillerød med en park som have. Det er så skønt. Hold da op hvor jeg nyder det. Også selv om meget stadig flyder rundt i kasser og poser. Det er jo ikke nemt at være fuldtidsarbejdende, og så komme i orden i et nyt hus.
Så hvad er moralen i mit lille indlæg her? Ja...elsk livet, og nyd det smukke omkring dig. Og lad ikke dine omgivelser udhule dit liv med din familie. Du må gerne brænde for verden omkring dig, men lad ikke flammen slukkes når det gælder dit eget. Og så husk Ingrid, at verden sikkert står i morgen, også selv om du har valgt at skrive indlæg på din blog, istedet for at vaske tøj. Måske er der nogle mennesker der har brug for at høre en travl kvindes "bekendelser", og som måske kan føle sig inspireret til at se livet fra en anden vinkel end normalt.
søndag den 13. september 2009
Min familie
Jeg har lige lyst til at fortælle lidt om min dejlige familie.
Jeg er gift på 19. år med Carsten. Han findes ikke bedre og er min "soulmate". Han er uddannet ingeniør og har sit eget konsulentfirma "Intraproces". I øjeblikket arbejder han for CSC i hjertet af København. Jeg er ganske misunderlig. Tænk at have en lang togtur hver morgen og hjem igen. Her kan han nå at besvare mails, sove, læse i bibelen og alt det andet som jeg må tilkæmpe mig tid til hver dag. Carsten er 49 år, og utrolig fit. Han er gammel konkurrencesvømmer, og træner flere gange om ugen. Han både svømmer, cykler, går i fitness og ror kajak. Og så motiverer han resten af familien til at gøre det samme. Det lykkes 100% med vore to yngste drenge, delvist med mig, men næsten ikke med vores ældste Jonathan på snart 18 år. Det sidste arbejder han intens på at ændre.
Carsten er både mega klog og ufattelig viis. Og han er vellidt af kollager og samarbejdspartnere og ikke mindst af sin familie. Han har mindre succes med en fejekost og hammer og orden, men det perfekte mennesker findes heldigvis ikke, heller ikke i vores familie.
Carsten er med på den værste, og vi har gjort mange pludselige ting uden større omtanke, og elsker det uforudsigelige Men når det er sagt, så kan vi godt mærke at vi bliver ældre og måske ikke længere har helt samme brug for adrenalin kick nu som før i tiden. Carsten minder mig konstant om, at han er 6 år ældre og derfor ikke ønsker at løbe helt så stærkt som før.
Her er lidt om vore tre dejlige drenge.
Jonathan på 17. Han er på produktionsskole i Frederiksværk lige nu, på tv linjen. Det er han meget glad for. I torsdags fik han det privilegium at følge dronningen rundt i Fredrikssund og omegn med sit tv-team. Og lige nu er han på mediemesse i Holland. Vi har planer om, at Jonathan skal til Australien på ungdomsbibelskole næste år, men måske skyder han det lidt. Vi får at se. Ellers har han tilbragt meget af sin tid i skaterhallen i Ølsted, men har sat det lidt på standby. Jonathan har den fedeste humor, og kan grine af ingenting. Han er god som dagen er lang, og elsker at være sammen med børn. Han hader at røre sig, men prøver at glæde sin far med noget motion. Han dyrker noget atletik, men skal til at gå i fitness med Carsten. Han er den eneste person i dette hus, som man ikke skal tale med om morgenen. Han er mega morgengnaven, og det er noget som lillebror Kristian elsker at udnytte.!!!!!
Jakob på 16. Han er startet på pre-IB på Birkerød gymnasium, altså en international studentereksamen. Han elsker det. Jakob er mega målrettet. Han dyrker atletik på seriøst niveau og er meget bevidst om alt. Han elsker Jesus og synger fabelagtig godt. Har lært sig selv at spille rigtig godt guitar. Jakob er utrolig omsorgsfuld, og hyggelig at være sammen med. Han samler folk omkring sig, da han er utrolig social og opmærksom på sine omgivelser.
Kristian på 14. Han er familiens charmør, og mest larmende individ. Hans personlighed fylder ret meget. Han er altid glad og synger også super godt. Og han synger alle steder, på alle tidspunkter, specielt om morgenen på toilettet ( til Jonathans store fortrydelse). Kristian er også meget målrettet på mange områder. Han dyrker også atletik og er meget opmærksom på hvad han spiser, og hvor meget han motionerer. Han er dygtig i skolen og elsker Jesus. Han ved nok hvad hans liv skal indeholde.
Og så er der mig.....ja det må I lige vente med. Jeg er træt og skal vist i seng. Men jeg er så taknemlig for min familie. De fire drenge her i huset er så megaseje. Jeg er en meget stolt hustru og mor.
Vores firbenede sorte Samson må I også vente med at høre om. Han er et kapitel for sig. Men han har fine aner, og dårlige manerer. Det skyldes i høj grad Carstens manglende tilstedeværelse i dens liv. Den venter hele dagen på at han skal komme hjem, og så har han ikke tid til at lege, eller tid til at øve kommandoer. Men det går nu lidt bedre.
Jeg er gift på 19. år med Carsten. Han findes ikke bedre og er min "soulmate". Han er uddannet ingeniør og har sit eget konsulentfirma "Intraproces". I øjeblikket arbejder han for CSC i hjertet af København. Jeg er ganske misunderlig. Tænk at have en lang togtur hver morgen og hjem igen. Her kan han nå at besvare mails, sove, læse i bibelen og alt det andet som jeg må tilkæmpe mig tid til hver dag. Carsten er 49 år, og utrolig fit. Han er gammel konkurrencesvømmer, og træner flere gange om ugen. Han både svømmer, cykler, går i fitness og ror kajak. Og så motiverer han resten af familien til at gøre det samme. Det lykkes 100% med vore to yngste drenge, delvist med mig, men næsten ikke med vores ældste Jonathan på snart 18 år. Det sidste arbejder han intens på at ændre.
Carsten er både mega klog og ufattelig viis. Og han er vellidt af kollager og samarbejdspartnere og ikke mindst af sin familie. Han har mindre succes med en fejekost og hammer og orden, men det perfekte mennesker findes heldigvis ikke, heller ikke i vores familie.
Carsten er med på den værste, og vi har gjort mange pludselige ting uden større omtanke, og elsker det uforudsigelige Men når det er sagt, så kan vi godt mærke at vi bliver ældre og måske ikke længere har helt samme brug for adrenalin kick nu som før i tiden. Carsten minder mig konstant om, at han er 6 år ældre og derfor ikke ønsker at løbe helt så stærkt som før.
Her er lidt om vore tre dejlige drenge.
Jonathan på 17. Han er på produktionsskole i Frederiksværk lige nu, på tv linjen. Det er han meget glad for. I torsdags fik han det privilegium at følge dronningen rundt i Fredrikssund og omegn med sit tv-team. Og lige nu er han på mediemesse i Holland. Vi har planer om, at Jonathan skal til Australien på ungdomsbibelskole næste år, men måske skyder han det lidt. Vi får at se. Ellers har han tilbragt meget af sin tid i skaterhallen i Ølsted, men har sat det lidt på standby. Jonathan har den fedeste humor, og kan grine af ingenting. Han er god som dagen er lang, og elsker at være sammen med børn. Han hader at røre sig, men prøver at glæde sin far med noget motion. Han dyrker noget atletik, men skal til at gå i fitness med Carsten. Han er den eneste person i dette hus, som man ikke skal tale med om morgenen. Han er mega morgengnaven, og det er noget som lillebror Kristian elsker at udnytte.!!!!!
Jakob på 16. Han er startet på pre-IB på Birkerød gymnasium, altså en international studentereksamen. Han elsker det. Jakob er mega målrettet. Han dyrker atletik på seriøst niveau og er meget bevidst om alt. Han elsker Jesus og synger fabelagtig godt. Har lært sig selv at spille rigtig godt guitar. Jakob er utrolig omsorgsfuld, og hyggelig at være sammen med. Han samler folk omkring sig, da han er utrolig social og opmærksom på sine omgivelser.
Kristian på 14. Han er familiens charmør, og mest larmende individ. Hans personlighed fylder ret meget. Han er altid glad og synger også super godt. Og han synger alle steder, på alle tidspunkter, specielt om morgenen på toilettet ( til Jonathans store fortrydelse). Kristian er også meget målrettet på mange områder. Han dyrker også atletik og er meget opmærksom på hvad han spiser, og hvor meget han motionerer. Han er dygtig i skolen og elsker Jesus. Han ved nok hvad hans liv skal indeholde.
Og så er der mig.....ja det må I lige vente med. Jeg er træt og skal vist i seng. Men jeg er så taknemlig for min familie. De fire drenge her i huset er så megaseje. Jeg er en meget stolt hustru og mor.
Vores firbenede sorte Samson må I også vente med at høre om. Han er et kapitel for sig. Men han har fine aner, og dårlige manerer. Det skyldes i høj grad Carstens manglende tilstedeværelse i dens liv. Den venter hele dagen på at han skal komme hjem, og så har han ikke tid til at lege, eller tid til at øve kommandoer. Men det går nu lidt bedre.
Endelig min egen blog
Så skete det. Min egen blog. Og det skyldes kun vores amerikanske udveklingsstudent Nat. Mange tak Nat.
Jeg har talt om det i mange uger, og har mange meninger. Og min facebook status kan ikke længere rumme så mange lange meninger. Så nu er der mulighed for at følge med i personlige og mindre personlige indlæg fra Palæet i Bendstrup. Glæd jer.
Jeg har talt om det i mange uger, og har mange meninger. Og min facebook status kan ikke længere rumme så mange lange meninger. Så nu er der mulighed for at følge med i personlige og mindre personlige indlæg fra Palæet i Bendstrup. Glæd jer.
Abonner på:
Opslag (Atom)