Jeg har altid været glad for at formulere mig, både skriftligt og ikke mindst mundtligt, og har øvet mig i mange år. Pludselig oplever jeg for en tid, at alt det mit hoved rummer af spændende overvejelser og reflektioner, ikke kan komme ned på papiret gennem tasteturet. En meget mærkelig oplevelse!
Jeg bliver folketingskandidat for Kristendemokraterne i marts måned dette år, og har nu mere end nogensinde brug for at fare i blækhuset. Og pludselig oplever jeg denne situation af ikke at "kunne skrive". Intet fungerer. Bogstaverne vil godt samle sig, men sammensætningen af ordene giver ingen mening. Ordene stiller sig i kø på de mest klodsede måder, og råber efter godt lederskab. Men forvirringen fortsætter. Selvom de næste mange uger bliver brugt til at afprøve skriveprocessen igen og igen, sker der intet godt.
Nu står valget for døren, og jeg skal skrive. Folk må jo tro, at jeg ikke mener noget om nogen ting, og hvem vil stemme på en politikere som ikke mener noget?
Og pludselig kan jeg skrive....i dag kan jeg mærke forskellen...jeg kan skrive...det virker helt uvirkeligt...Hvorfor i dag og ikke i går og dagen før?
Det er svært at sige. Men her til morgen sendte Carsten og jeg vores yngste søn, Kristian til Oregon i et år. Han blev færdig med 9. klasse denne sommer, og skal på High School. Det er jo selvfølgelig meget mærkeligt at sende sine børn væk fra hjemmet, og så den yngste. Men Kristian er så klar til at opleve en anden verden, og vi vil ikke holde ham tilbage. Og midt i denne mærkelige virkelighed med, at han ikke vil være i huset her sammen med os andre fire, og midt i denne lidt tomme fornemmelse, begynder jeg at reflektere over livet.
Der vælder en kæmpe taknemlighed frem indefra. En glæde over alt det vi har oplevet sammen som familie, en stor taknemlighed for at have børn, som ikke er bange for at udfordre livet, og som er fuldstændig trygge ved nye situationer, nye mennesker, nye udfordringer. En glæde over, at vi som forældre har kunne give en tryg base herhjemme, så alle tre drenge trives ved livet. En taknemlighed til Gud for livet som er svær at beskrive.
Denne refleksion og taknemlighed må have fjernet min skriveblokering, for lige nu synes jeg, at jeg har alt at fortælle.
Og jeg kan se nu, at forårets mange udfordringer med beslutningen om at lukke "min egen" skole, med alle de mange udfordringer det gav, havde skabt en tilstand af overlevelse og pres. Livet blev noget komplekst og udfordrende, og lige så stille blev refleksionen skudt i baggrunden og tiden til at opleve taknemlighed var ikke tilstede.
Tak Kristian fordi du havde mod til at rejse hjemmefra, og endda langt væk, så du efterlod en mor i en noget mærkelig situation, og dermed fik fremprovokeret en tilstand af refleksion, og stor taknemlighed.
Og nu venter tasteturet så på at blive rødglødende. Wow....go Ingrid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar