Jeg må prioiritere at skrive et nyt indlæg i aften. Mit dilemma for tiden er, at kasserne i det nye hus endnu ikke er pakket ud. Men når det så er klaret, så vil der altid være noget andet som står i vejen. Så her sidder jeg så i biblioteket i vores nye hus og skriver. Drengene er lige kommet hjem fra træning; Carsten og Jonathan har været til Jonathans første træningsaften i Fitness World. Jakob og Kristian fra atletik træning, og Nat. fra cykeltur. Jeg har den undskyldning, at jeg cykler i skole i morgen og hjem igen, ialt 18 km.
Mens jeg sidder her, øver tre af drengene en sang til nat café i Frikirken på fredag aften. Det lyder virkelig godt. Kom og hør fra 22-01 på Frederiksværksgade.

Jeg har endnu ikke skrevet så meget om mig selv, så det må jeg hellere gøre. Jeg er vokset op på Salling og Thy, nærmere betegnet Snedsted. Min far var sognepræst igennem mange år. I haven til Snedsted præstegård lå i sin tid Snedsted seminarium. Her blev Christen Kold uddannet som lærer og blev også en personlig kristen mens han studerede der. Christian Kold etablerede en friskoletradition i Dk, som jeg i dag er med til bringe videre, idet jeg startede en kristen friskole i Hillerød for 6 år siden. Det synes jeg er meget inspirerende.

Og hvorfor starte sin egen skole, når specielt Hillerød har så mange skoletilbud ? Ja....men børn er meget forskellige, og har brug for meget forskellige tilbud, og jeg brænder for det nære miljø med en god portion dannelse. Som friskole kan man bestemme hvad som skal influere dagligdagen. Og de forældre som vælger skolen accepterer at være en del af skolens grundlag. Og vi har en fantastisk skole. Selvfølgelig er vi stadig en pionerskole efter kun 6 år, og lærer stadig at gøre tingene bedre, men vore børn trives og tør slappe af og være dem selv, og dermed er der god brobund for viden og læring. Vore 9. klasse spiller bold med 3. klasse i frikvarterne, og de hygger sig. Det er et sjældent syn i skoleverdenen.
Så jeg har altså startet en skole op sammen med min dejlige mand, og knoklet for dette sted de sidste 6 år. Og gør det stadig på bedste vis. Vore egne tre drenge har gået på skolen. Kristian går der stadig (8.kl.) Og det har været fantastisk at have sine drenge så tæt på sit eget arbejdsliv. Og drengene synes ikke at det har været svært at have mig lærer, heldigvis. Ellers havde vi nok lade dem vælge et andet sted. Men jeg er jo heldigvis heller ikke den eneste medarbejder på skolen. Til hverdag er vi syv lærere og nogle faglærere tilknyttet. Og vi har det så godt sammen. Det smitter jo også af på eleverne.
Jeg er stolt af Musketerskolen. Og det er dejligt at se, at det som startede hjemme i køkkenet i Gadevang, er blevet til en velfungerende skolen med 66 elever i dag. Fantastisk. Med knofedt og Guds velsignelse kan noget sådan lykkes.

Jeg er uddannet lærer fra N.Zahles seminarium for snart mange år siden. Vi har som familie boet i Grækenland i tre år, udstationeret af Carl Bro International. Vi har boet i bofællesskab i Ny Hammersholt i tre år, og købte derefter grund i Gadevang og byggede det fedeste hus. Senere solgte vi det, og flyttede til Gørløse hvor vi lige er flyttet fra. Nu bor vi i Bendstrup ved Gadevang.

Jeg har været involveret i politik igennem flere år, og har siddet i Hillerød byråd fra 2001-2004 for KD. Men da familien ikke kunne vænne sig til tidspresset, valgte jeg at bede om lov til at træde ud af byrådet lige inden det nye kommunalvag sidste gang. Nu stiller jeg op igen for C, og håber meget, at folk vil være med til at stemme mig ind. I mit næste indlæg vil jeg fortælle om hvorfor C, og hvorfor Kirsten Jensen ikke skal fortsætte som borgmester. Og hvorfor det er vigtigt også at få erfarne folk ind i det politiske. Og hvordan en familie kan klare det pres, at mor eller far er væk til mange møde om aftenen.
Sov godt nu. Jeg bliver nødt til at passe min sengetid. Jeg skriver igen i morgen.

Tirsdags tanker

Så sidder jeg lige her igen, en tirsdag aften, og har lidt tid til at skrive lidt mere, inden jeg skal hente Jonathan og Kristian ved toget og biografen. Det har været endnu en travl dag, kom først hjem kl 18.00.
Jeg har aldrig været særlig stolt af at være en travl "karriere"kvinde. Jeg har så travlt med at prøve at gøre en seriøs forskel i mange menneskers liv, og på den anden side føler jeg ikke, at jeg kan investere nok tid i mine egne rammer. Det er et dilemma, som jeg deler med mange andre kvinder i denne verden. Alligevel har Carsten og jeg valgt at leve et liv, hvor hverken vi selv eller vore børn er blevet ofret på "karrierens" alter. Og hvordan det kan lade sig gøre, er jo en hel historie for sig. Men kort fortalt har vore projekter i livet altid involveret hele familien. Og heldigvis har vi idag et soldit og dejligt ægteskab, tre store drenge som stortrives og masser af oplevelser bag os som bare os, familien Wredstrøm.
Men vi har for travlt. Og det gider jeg faktisk ikke at have.
Jeg er en person som har brug for at se smukke ting omkring mig. Jeg trives ved smuk natur, smukke bygninger, smuk musik, smuk kunst, smuk indretning. Jeg har desværre ikke meget tid til at indrette vores hjem specielt smukt, men alligevel skal der være stil. Hvis jeg skal trives, skal jeg sørge for at suge smukke indtryk ind hver dag. I søndags var jeg på min mountainbike i Gribskov. Det var fantastik. Jeg elsker denne smukke store skov, faktisk Danmarks største. Jeg cykler i et godt tempo, men det vigtigste for mig er ikke at slå min egen tidsrekord, men at suge den smukke natur til mig. Og hold da op hvor er verden anderledes, når luften har pisket én i ansigtet og kroppen bliver rørt. Her kan man tale om at finde ind i sit rette element.
Men det betyder også, at hvis der er gået for mange dage "grå" dage uden specielle indtryk, ja så bliver jeg meget træt. Og travlhed kombineret med træthed er en ren "killer".
Så mit ansvar er at holde mine prioriteringer i orden. Vi er lige flyttet ind i et smukt palæ udenfor Hillerød med en park som have. Det er så skønt. Hold da op hvor jeg nyder det. Også selv om meget stadig flyder rundt i kasser og poser. Det er jo ikke nemt at være fuldtidsarbejdende, og så komme i orden i et nyt hus.

Så hvad er moralen i mit lille indlæg her? Ja...elsk livet, og nyd det smukke omkring dig. Og lad ikke dine omgivelser udhule dit liv med din familie. Du må gerne brænde for verden omkring dig, men lad ikke flammen slukkes når det gælder dit eget. Og så husk Ingrid, at verden sikkert står i morgen, også selv om du har valgt at skrive indlæg på din blog, istedet for at vaske tøj. Måske er der nogle mennesker der har brug for at høre en travl kvindes "bekendelser", og som måske kan føle sig inspireret til at se livet fra en anden vinkel end normalt.

Min familie

Jeg har lige lyst til at fortælle lidt om min dejlige familie.
Jeg er gift på 19. år med Carsten. Han findes ikke bedre og er min "soulmate". Han er uddannet ingeniør og har sit eget konsulentfirma "Intraproces". I øjeblikket arbejder han for CSC i hjertet af København. Jeg er ganske misunderlig. Tænk at have en lang togtur hver morgen og hjem igen. Her kan han nå at besvare mails, sove, læse i bibelen og alt det andet som jeg må tilkæmpe mig tid til hver dag. Carsten er 49 år, og utrolig fit. Han er gammel konkurrencesvømmer, og træner flere gange om ugen. Han både svømmer, cykler, går i fitness og ror kajak. Og så motiverer han resten af familien til at gøre det samme. Det lykkes 100% med vore to yngste drenge, delvist med mig, men næsten ikke med vores ældste Jonathan på snart 18 år. Det sidste arbejder han intens på at ændre.
Carsten er både mega klog og ufattelig viis. Og han er vellidt af kollager og samarbejdspartnere og ikke mindst af sin familie. Han har mindre succes med en fejekost og hammer og orden, men det perfekte mennesker findes heldigvis ikke, heller ikke i vores familie.
Carsten er med på den værste, og vi har gjort mange pludselige ting uden større omtanke, og elsker det uforudsigelige Men når det er sagt, så kan vi godt mærke at vi bliver ældre og måske ikke længere har helt samme brug for adrenalin kick nu som før i tiden. Carsten minder mig konstant om, at han er 6 år ældre og derfor ikke ønsker at løbe helt så stærkt som før.

Her er lidt om vore tre dejlige drenge.

Jonathan på 17. Han er på produktionsskole i Frederiksværk lige nu, på tv linjen. Det er han meget glad for. I torsdags fik han det privilegium at følge dronningen rundt i Fredrikssund og omegn med sit tv-team. Og lige nu er han på mediemesse i Holland. Vi har planer om, at Jonathan skal til Australien på ungdomsbibelskole næste år, men måske skyder han det lidt. Vi får at se. Ellers har han tilbragt meget af sin tid i skaterhallen i Ølsted, men har sat det lidt på standby. Jonathan har den fedeste humor, og kan grine af ingenting. Han er god som dagen er lang, og elsker at være sammen med børn. Han hader at røre sig, men prøver at glæde sin far med noget motion. Han dyrker noget atletik, men skal til at gå i fitness med Carsten. Han er den eneste person i dette hus, som man ikke skal tale med om morgenen. Han er mega morgengnaven, og det er noget som lillebror Kristian elsker at udnytte.!!!!!

Jakob på 16. Han er startet på pre-IB på Birkerød gymnasium, altså en international studentereksamen. Han elsker det. Jakob er mega målrettet. Han dyrker atletik på seriøst niveau og er meget bevidst om alt. Han elsker Jesus og synger fabelagtig godt. Har lært sig selv at spille rigtig godt guitar. Jakob er utrolig omsorgsfuld, og hyggelig at være sammen med. Han samler folk omkring sig, da han er utrolig social og opmærksom på sine omgivelser.

Kristian på 14. Han er familiens charmør, og mest larmende individ. Hans personlighed fylder ret meget. Han er altid glad og synger også super godt. Og han synger alle steder, på alle tidspunkter, specielt om morgenen på toilettet ( til Jonathans store fortrydelse). Kristian er også meget målrettet på mange områder. Han dyrker også atletik og er meget opmærksom på hvad han spiser, og hvor meget han motionerer. Han er dygtig i skolen og elsker Jesus. Han ved nok hvad hans liv skal indeholde.

Og så er der mig.....ja det må I lige vente med. Jeg er træt og skal vist i seng. Men jeg er så taknemlig for min familie. De fire drenge her i huset er så megaseje. Jeg er en meget stolt hustru og mor.
Vores firbenede sorte Samson må I også vente med at høre om. Han er et kapitel for sig. Men han har fine aner, og dårlige manerer. Det skyldes i høj grad Carstens manglende tilstedeværelse i dens liv. Den venter hele dagen på at han skal komme hjem, og så har han ikke tid til at lege, eller tid til at øve kommandoer. Men det går nu lidt bedre.

Endelig min egen blog

Så skete det. Min egen blog. Og det skyldes kun vores amerikanske udveklingsstudent Nat. Mange tak Nat.
Jeg har talt om det i mange uger, og har mange meninger. Og min facebook status kan ikke længere rumme så mange lange meninger. Så nu er der mulighed for at følge med i personlige og mindre personlige indlæg fra Palæet i Bendstrup. Glæd jer.