Et tidligere indlæg i et kristent tidsskrift "Unikum"

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Chr. Rickhardt 1867 ( uddrag af salmen ”Altid frejdig når du går”)

________________________________________
Det hele startede i Grækenland for snart ti år siden. Min mand Carsten blev tilbudt en udstationering for ingeniørfirmaet Carl Bro. Hele familien flyttede til det vidunderlige klima i tre år. Vi havde tre yngre drenge, som alle fik deres dagligdag på den britiske internationale skole. Jeg fik pludselig tid til at tænke videre i mit liv. Jeg havde taget min læreruddannelse på N. Zahles seminarium i København, men var ikke specielt sikker på, at min fremtid ville blive som lærer. Alligevel blev jeg involveret i undervisning i Athen, både som dansklærer for danske børn i internationale skoler, og som musiklærer på mine drenges skole. Men jeg var stadig ikke sikker på, at undervisning var vejen for mig. Jeg ville noget andet med mit liv.
På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg måtte involvere Gud i mine spekulationer. Faktisk havde jeg brug for, at Han viste mig, hvad jeg skulle kaste mig over, når vi skulle tilbage til Danmark. En morgen mens jeg stod og strøg, talte Gud til mig. Han viste mig, at jeg en dag ville starte en skole i Danmark. Jeg blev meget stille og bestemte, at selvom jeg ikke havde lyst til at springe højt af glæde, ville jeg gemme disse ord indeni. Jeg var klar over, at dette måtte vokse inden i mig. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at starte skole op, og kunne slet ikke se noget sjovt ved projektet.
Jeg delte Guds tale med meget få mennesker og vidste bare, at jeg måtte se tiden an.
Vi rejste tilbage til Danmark tre år senere. Jeg startede som lærer i det danske skolesystem og måtte igennem en lang svær tid. Jeg oplevede frustrationen over lærernes manglende fælles værdigrundlag i dagligdagen, over lærerkulturens manglende erfaringsudveksling, over urolige børn og krævende forældre. Jeg elskede samværet med børnene og ville gå meget langt for at gøre en forskel i deres liv, men det var svært at holde modet oppe. Men indeni bar jeg Guds tale, og jeg måtte blive i skolesporet for at være tro mod det kald, jeg havde fået.
Jeg involverede mig i politik og blev valgt til byrådet. Jeg kom til at sidde med hele skoleområdet som et ansvarsområde. Nu var der mulighed for at bringe skoleemner til debat.
Den første sommer som politiker talte Gud igen. Vores ældste søn på 10 år havde det svært. På grund af rygmarvsbrok havde han indlæringsproblemer. Vi kunne se, at hans skoleforløb ville komme til at bestå af megen specialundervising og en følelse af at være anderledes. Nu fødtes der et oprigtigt ønske indeni i mig om at skabe en skole, hvor vores søn kunne rummes i normalsytemet, dog med fokus på hans behov.
Dette blev startskuddet til Musketérskolen. Jeg fik ikke givet en manual fra oven om hvordan man skaber en ny skole. Det hele måtte fødes ud fra mine egne erfaringer. Men jeg vidste, at Gud var med i denne svære fødselsproces. Jeg startede med tre elever. Så havde jeg syv det næste år. To år efter havde skolen 80 elever.
Skolen arbejder stadig meget seriøst med at kunne rumme forskellige slags børn i normalsystemet, og gør det godt. Fordi jeg har lært at kæmpe for det jeg har kært, kan jeg nu lære mine medarbejdere og elever at gøre det samme. Musketérånden gives videre i praksis, ikke kun i teorien. Min tanke blev til virkelighed. Sliddet var mit, men æren er Guds. Og mange børn får vendt deres skolegang til stor glæde.